Sådan får du tilskud til afkobling af dit gasfyr

18. januar 2023

Sådan får du tilskud til afkobling af dit gasfyr

Der er mange penge at spare, hvis du får tilskud fra Statens Afkoblingspulje, når dit gamle gasfyr skal pilles ned til fordel for fjernvarmen. Men det kræver, at du følger proceduren til punkt og prikke. Vi hjælper dig med at forstå processen.

Det er for alvor blevet sparetider – også selvom fjernvarmen er på vej.

Derfor er der god grund til at få tilskud til afkoblingen af dit gamle gasfyr. Staten har nemlig afsat 100 millioner hvert år frem mod 2026 til at understøtte naturgasudfasningen i Danmark.

Vil du drage fordel af den såkaldte Afkoblingspulje, skal du dog huske at følge procedurerne hos det danske gasdistributionsselskab Evida. Det er nemlig dem, der administrerer puljen.

Vi hjælper dig her til at forstå, hvordan du sikrer dig tilskuddet.

 

Søg tidligst 12 måneder forud

Når du kender datoen for, hvornår du får fjernvarme, kan du søge om afkobling fra gassen hos Evida. Du kan tidligst søge 12 måneder forinden.

Har du søgt tidligere end det og angivet en forkert dato, skal du kunne dokumentere, at din fjernvarme er forsinket. Er den ikke det, har du ikke mulighed for at fortryde din afkoblingsdato og kan derfor ikke få tilskud fra staten.

Bemærk, at fjernvarmeudrulningen i Middelfart stadig løber efter tidsplanen. Derfor skal du være meget opmærksom på, at du ikke søger om afkobling før tid.

Det bedste råd, vi kan give, er at du venter med at søge afkobling, til du er helt sikker. Så undgår du at måtte vinke farvel til tilskuddet.

 

Hold øje med puljen

Vil du have tilskud fra Afkoblingspuljen kræver det, at der er midler tilbage i puljen. Du kan se status for puljen her.

Der kommer nye midler omkring hvert årsskifte, så jo tidligere på året, du kan søge, jo mere sikker er du på at kunne få dækket din afkoblingsudgift. Du kan tidligst søge 12 måneder før, du får fjernvarme.

 

Hellere senere end for tidligt

Rammer din dato for tilkobling til fjernvarmen uheldigt, eller har du ikke været ude i god nok tid, kan du heldigvis stadig nå at få dækket afkoblingen fra gassen. Det kræver bare, at du venter med at melde afkobling til Evida, til der er nye midler i puljen.

Selvom du allerede har fået fjernvarme – eller får det snart – kan du nemlig godt lade din gasaftale køre videre. Vælger du at gøre det, betaler du udelukkende et mindre abonnementsgebyr om måneden til Evida, da du ikke har et gasforbrug.

Vil du have en nem guide til, hvordan du melder din afkobling ind til Evida, finder du den lige her.

Sådan får du afkoblingstilskud

Kort fortalt:

  • Meld din afkobling ind til Evida, når du kender datoen for din tilkobling til fjernvarmen. Husk tidligst 12 måneder forinden.

  • Sørg for at melde afkobling, når der er midler i puljen. Tjek puljens status her.

  • Er der ikke midler i puljen, kan du vente med at afkoble dit gasfyr og nøjes med at betale et månedligt gasabonnement.