Legionellabakterier
Legionellabakterier findes almindeligt i alle våde og fugtige miljøer som f.eks åer, søer, grundvand og fugtig jord. Bakterierne lever og vokser i andre organismer (amøber), hvor de er godt beskyttet. Der findes legionella og andre bakterier i koldt og varmtvandssystemer i vores huse, også uden, at det er synligt.
Der findes mange slags Legionellabakterier, men der er kun to som kan udgøre en risiko for mennesker. Det er kun meget få af de personer som udsættes for smitte som bliver syge. Legionella smitter ikke fra person til person. Smittekilden er hovedsageligt forstøvet vand, aerosoler fra f.eks. brusebade eller spabade. Men der kan også være mange andre mulige former for vandforstøvning, eksempelvis befugtningsanlæg i supermarkeder, aerosoler fra tandlægers hurtigroterende bor, fontæner, køletårne, airconditionanlæg etc.
Hvis vanddråberne i en aerosol er tilstrækkeligt små og er forurenet med legionellabakterier, kan de ved indånding nå frem til de nedre luftveje og forårsage lungebetændelse. Der kan dog formodentlig også ske smitte ved fejlsynkning af vand.
Bakterien er hvilende (formerer sig ikke) i vand under 20 gr.C. Er temperaturen over 50 gr.C. er tilvæksten stoppet og bakterien dør indenfor 10 timer. Hold derfor det kolde vand i husets installation under 20 gr.C. og det varme vand på min 50 gr.C. Temperaturer over 60 gr.C. kan give problemer med kalkaflejring i vandsystemerne.
Her er 10 gode råd til hvordan du kan mindske risikoen for bakterievækst i vandsystemet i dit hus:
• Skift din bruserslange og dit brusehoved med jævne mellemrum
• Læg bruserslangen på gulvet efter brug således, at vandet kan løbe fra.
• Sørg for, at der ikke er døde ledningsender i installationen
• Tap vand regelmæssigt fra alle tappesteder
• Skyl vandinstallationen grundigt igennem efter længere tids stilstand
• Stil brugsvandstemperaturen så der er 50 gr. C ved fjerneste tappested
• Hvis anlægget har brugsvandscirkulation skal pumpen køre altid. Hold temperaturen på cirkulationsledningen på 50 gr.C ved returen til veksleren.
• Skift varmtvandsbeholderen ud med en veksler.
• Isoler alle koldt- og varmtvandsrør hvor det er muligt.
• Isoler alle varmerør hvor det er muligt
• Kolde og varme rør må ikke isoleres sammen