Oliefyret forbydes i størstedelen af Danmark

Oliefyret forbydes i størstedelen af Danmark

28. juni 2016

Oliefyret forbydes i størstedelen af Danmark

Fra den 1. juli 2016 er det forbudt at opvarme sit hjem med oliefyr, hvis man bor i et område med fjernvarme eller naturgas.

Helt konkret betyder det at der ikke må installeres oliekedler i eksisterende bygninger, som ligger i områder, hvor der er – eller er planlagt – kollektiv forsyning med gas eller fjernvarme.

Så længe oliefyret kan repareres, er dette lovligt, men fra 1. juli kan der ikke købes et nyt oliefyr, hvis man bor i et område med fjernvarme eller naturgas. Bor man derimod i et område uden for det kollektive net med fjernvarme eller naturgas, er det fortsat lovligt at anskaffe sig et nyt oliefyr, efter at forbuddet er trådt i kraft.

Reglen kan findes i det nye bygningsreglement BR15, og er en del af den energiaftale, der blev indgået i marts 2012, og som har til formål at sænke samfundets energiforbrug, og dermed CO2 udledningen samt afhængigheden af energi import. Aftalen betød, at det i 2013 blev forbudt at installere olie-eller naturgasfyr i nye huse, medmindre der ikke er egnede alternativer til rådighed.

//